På Seinens bred ved Quai de la Rapée blot et stenkast fra Gare de Lyon ligger Adamant – et i bogstavelig forstand flydende behandlingstilbud indenfor psykiatrien midt i det centrale Paris, som siden juli 2010 har taget imod udsatte voksne i et enestående samarbejde mellem personale og patienter. Her er der rum – leverum og hjerterum – for skrøbelige individer, der efter modgang i livet og en kamp med indre dæmoner modtages med åbne arme. Her møder vi en række af dagens udsatte, der åbenhjertigt har sin helt egen historie at fortælle med en ofte nærmest sprudlende energi midt i den tristesse, der for en stund lægges til siden for at fokusere på det positive. Troen på at der er noget at se frem til, hvor også dagen i morgen giver nyt håb.

Nogle patienter kommer forbi hver eneste dag, andre fra tid til anden måske blot til en kop kaffe. Hver ny uge starter med morgenmad og mandagsmøde, hvor behandlere og patienter kan give sit besyv med i stort og småt fra dagligdagen. Der diskuteres nye projekter med workshops, udflugter, teater og film samt besøg udefra som fx nu det lille filmhold, der bliver mødt med stor nysgerrighed. Det professionelle team består af sygeplejersker, psykologer, psykiatere, terapeuter og andre med forskellig baggrund. Fundamentet består af samhørigheden, ingen må føle sig overflødig.

For lige knap tyve år siden var Nicolas Philiberts ”At være og at have” fra 2002 om en enlig lærers dedikerede tilgang til undervisningen på en lille fransk landsbyskole en gevaldig succes på de mindre lærreder rundt om i landets biografer. Nu i 2023 er Philibert tilbage med en ny film lige så beskeden af statur med et tilsvarende hjerte af guld, som på filmfestivalen i Berlin blev belønnet med intet mindre end netop Guldbjørnen for bedste film.